Kalundborg Svane Apotek søger farmakonomstuderende

Farmakonomstuderende
Sidst opdateret 25-04-2024
Ansøgningsfrist: 01-05-2024
Ansættelse: 01-09-2024

Kunne du tænke dig at vide en masse om medicin, sundhed og sygdom? Vi åbner op for 2 pladser med studiestart 1. september 2024 – skal du have den ene? Prøv at læse videre, måske er det netop dig, vi leder efter…

 

Hvad er en farmakonom?

En farmakonom har stor kundekontakt i skranken, ved en masse om medicin og hjælper med at medicinen tages rigtigt. Som farmakonom er du med til at tage ansvar for, at kunderne på apoteket får den rigtige medicin, på det rigtige tidspunkt og til den rigtige pris. Uddannelsen er for dig, der gerne vil have med mennesker at gøre og har interesse for sundhed, sygdom og medicin.

 

Hvem skal du arbejde sammen med?

På Kalundborg Svane Apotek møder du en flok farmakonomer og farmaceuter, og indrømmet vi er nok lidt lægemiddelnørdede, men vi er også supersøde og meget sociale. Vi vægter fagligheden højt og vi står gerne på hovedet for vores kunder. Vi er gode til at smile og grine, for godt humør gør bare dagen bedre for både kunderne og os. Det er vigtigt for os, at alle medarbejdere trives i det faglige miljø og at alle udvikler sig fagligt og personligt. Hos os skal kunderne møde den bedste og mest nærværende rådgivning.  

 

Hvordan er uddannelsen skruet sammen?

Uddannelsen til farmakonom er 3-årig og skifter mellem praktikophold på apotek og skoleophold på Farmakonomskolen i Hillerød. På de tre år er der i alt otte skoleophold på Farmakonomskolen – syv af tre ugers varighed og et af to ugers varighed. Mellem dine skoleophold er du i praktik her på apoteket, hvor du er ansat. Når du er på skoleophold, bor du på skolen i Hillerød. Alle udgifter til bøger, computer, ophold m.v. betales af apoteket. Desuden får du løn under hele forløbet. Læs mere om uddannelsen på www.farmakonomuddannelsen.dk 

 

Er du interesseret?

Så kom ind og besøg os og tag gerne en ansøgning med eller send den til Kalundborg@apoteket.dk. Ansøgningsfrist er 1. maj 2024. Vil du vide mere så hiv endelig fat i os. Vil du høre om apoteket generelt, så spørg efter souschef Bettina. Har du spørgsmål til, hvordan det er at være farmakonomstuderende, så spørg efter vores to 3. årsstuderende Signe eller Katrine. Vores dør er åben og du er også velkommen til at ringe på 59 51 00 05.

 

Hvad er adgangskravene?

Studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere teknisk eksamen (htx) eller højere handelseksamen (hhx), eux-uddannelse (eux), international baccalaureate (IB) eller social- og sundhedsuddannelsen - trin 2.

 

Vi glæder os til at høre fra dig 

Kalundborg Svane Apotek

Type:
Farmakonomstuderende
Lokation:
Kalundborg
Ansøgningsfrist:
01-05-2024
Ansættelse:
01-09-2024
Stillingstype:
Farmakonomstuderende
Del annoncen